298,00kr.
Bilkirkegårdene og de forladte motorkøretøjer minder os om den forgængelighed, vi alle uden undtagelse udsættes for og må leve med som en uadskillelig del af livet. Køretøjerne fortæller på deres vej i graven en bilhistorie, der er levet, om et stykke teknik, der enten blev for gammelt, udtjent eller opslidt eller måske bare smidt væk, da det blev overtaget af en nyere udgave. Ejeren nænnede måske blot ikke at smide det gamle køretøj væk. Måske ”døde” ejeren før køretøjet? Hvert køretøj fortæller sin egen historie, som finderen og beskueren kun kan gisne om. Kun i de færreste tilfælde lykkes det bilskrotnørden at finde den fulde forklaring. Men det er netop også det, der gør jagten på disse kulturminder så spændende.
Giver man så gamle motorkøretøjer en sjæl ved at omtale dem som forladte? Måske vil nogen mene, og det har de måske også. Med rette eller urette, men mange finder en fascination i det forfald, man bliver vidne til ved at se et gammelt motorkøretøj på en bilkirkegård, måske i en skov, bag en lade eller i et udhus, som endnu ikke er blevet indhentet helt af tidens tand, eller ikke er faldet i kløerne på skrotningspræmie eller miljømyndighedernes velmenende oprydningsiver.
Bilkirkegårde og forladte motorkøretøjer er ikke kun et dansk fænomen. De ses også i de andre nordiske lande, som det fremgår af denne bog. I Sverige er der ligefrem bilkirkegårde, der er fredet for myndighedernes indgriben, disse har forfatteren besøgt. Bogen viser en række spektakulære fotos fra Norge, Sverige, Island og Danmark.
Bilerne på bilkirkegårdene fortæller deres helt egen bilhistorie, og der er måske noget symbolsk i at bilkirkegårdene i Danmark tidligere hørte under Kirkeministeriets ressortområde?
Bogen, Bilkirkegårde og forladte motorkøretøjer, med alle disse vintage biler, er på 224 sider i samme store format som forgængeren ”Forladte Motorkøretøjer” med udelukkende nye farvefotos, der vidner om tidens gang.