Fynske Motorbaner

Fynske Motorbaner
Fynske Motorbaner Fynske Motorbaner
Type: Villy Poulsen
ISBN: 978-87-89792-41-5
Lagerstatus: 100
Pris: 198,00kr.

Fynske Motorbaner

Vi skal bare nogle få årtier tilbage, så stod tilskuerne skulder ved skulder, når der blev kørt motorløb rundt om i Danmark. På Fyn har der været flere kendte motorbaner: Fangelbanen, Langesø, Fyns Væddeløbsbane, Odense Speedway og Højbjergbanen, som hver især har trukket op mod 25.000 tilskuere ad gangen til løb, især i de første 10-15 år efter besættelsen.

Det er historien om en sportsgren, som altid har haft det svært i Danmark, og måske især på Fyn, for ingen af de en gang så kendte baner eksisterer længere, og i dag kan selv vigtige løb højest tiltrække nogle hundrede tilskuere. Her er historien skrevet af Villy Poulsen, journalist og forfatter, som beskriver sin egen barndom og ungdom i især motorcykelsporten. Det er i øvrigt Villy Poulsens motorbog nummer 50.

Fynske Motorbaner er på 88 sider, og udmærker sig især ved de mange originale illustrationer, hvor af mange er hentet i de lokale dagblades fotoarkiver.

Anmeldelser
Ulrik Them Poulsen fra Motorsporten.dk skriver:

Den i MC- og motorsportskredse legendariske fynske forfatter Villy Poulsen er ”på banen” med en ny bog.

Bogen ”Fynske Motorbaner” beskriver fynsk motorsports ”guldalder” i årene op mod anden verdenskrig og årene efter…. . Man kunne jo tro, at bogen kun var for fynboer, men der er så meget god historie og dokumentation, at det er ”guf” for alle motorsportsfans med historisk interesse.

Fyn er jo ikke ligefrem kendt for motorsport… og dog! Øen har fostret mange gode både bil- og MC-kørere f.eks speedway-verdensmestrene Jan O. Pedersen og Nicki Pedersen, den dygtige og alsidige sportsvognskører Allan Simonsen, som desværre kom så tragisk af dage i dette års Le Mans. Den ældre generation vil huske ”bule-Arnold” Larsen fra Gudme og senere hans meget talentfulde søn Henrik som i sin tid sloges med den senere F1-verdensmester Mika Hakkinen i Formel Opel Lotus…og den nu lige så talentfulde Michael Outzen, som bl.a. har kørt DTC.

Desværre har motorsporten MEGET trange kår på Fyn. En af Danmarks bedste Moto-Cross baner i Højbjerg ved Odense er stort set nedlagt, Fangel-banen er lukket og væk. Senest er speedwaybanen/Fjelsted Speedway Klub løbet ind i ”miljømæssige problemer” = nedskæring af trænings- og løbsdage. 

Tilbage til det positive! Villy Poulsen fortæller om fynsk motorsport, som i 30´erne og efter Anden Verdenskrig kunne trække masser af tilskuere. Hvis en af de store gårde i Odenses omegn havde en ledig mark… jamen så arrangerede man da et motorløb og det med de lokale myndigheders velsignelse! ( det er jo ganske utænkeligt i dag!) Der blev også kørt is-race på bl.a. Langesø og ved Kerteminde.

Senere arrangerede man motorløb på Fyns Væddeløbsbane (normalt forbeholdt heste!) og på Odense Atletik Stadion (!) med over 20.000 tilskuere!! Det kan end ikke en Superliga topkamp samle i dag, og FDM Jyllands Ringen, som har årets største motorsportsbegivenhed ”Grand Prix Danmark”, ville nok også være mere end godt tilfreds med et tilskuertal bare i nærheden!

Jeg har selv oplevet mere end 12.000 tilskuere til et kombineret bil- og mcløb på Fangel-banen i 70´erne.

Apropos Fangel-banen, så har bogen et billede fra et løb kort efter Anden Verdenskrig, hvor den lokale ”Gårdmand Bjørn” går på banens inderkreds med sin trillebør og sit hakkejern og passer sine grøntsager mens ”væddeløbsbilerne” drøner forbi få meter derfra!! Det er kendetegnende for hele bogen: Race uanset hvor og hvordan, dejlig ubekymret.

Villy Poulsen fører læseren sikkert gennem fynsk motorsports gyldne tid og frem til nutidens mildest talt elendige forhold for sporten. Et stykke fint og spændende Danmarks historie, som fortjerner opmærksomhed også udenfor Fyns ”grænser”.

Udviklet af OpenCart
Forlaget Veterania © 2016